Det nordlige Rhône

Det nordlige Rhône starter ca. 30 km syd for Lyon ved byen Vienne og strækker sig ned til Valence. Der er 8 appellationer på strækningen. Disse er set fra nord: Côte-Rôtie, Château-Grillet, Condrieu, St. Joseph, Hermitage, Crozes-Hermitage, Cornas og St.-Peray. Det er kun Hermitage og Crozes-Hermitage, der har vinmarker på den østlige side af Rhône-floden – de andre ligger på den vestlige bred. Condrieu, Château-Grillet og St.-Peray fremstiller kun hvide vine, mens Cornas og Côte-Rôtie kun fremstiller røde vine. I Hermitage og Crozes-Hermitage fremstilles der både røde og hvide vine.

Det karakteristiske ved det nordlige område er, at alle de gode vine er fremstillet på meget stejle skrænter ned mod floden. Jordbunden er de fleste steder fyldt med granit. Der dyrkes også vin på mere flade steder, men her er vinen ikke nær så god.

Druesorter og stilarter

Der findes mange forskellige typer af vin i det nordlige Rhône. I Côte-Rôtie og Hermitage fremstilles de bedste røde vine med en kompleksitet og dybde som i de bedste Bordeaux- eller Bourgogne-vine. Fra Cornas kommer der nogle af verdens kraftigste vine – sorte og utilgængelige i de yngre år. I Condrieu fremstilles en hvidvin, som er parfumeret, aromatisk og eksotisk og hvis lige ikke findes andre steder. De andre appellationer fremstiller også fremragende vine og til en rimelig pris, men her finder man også kedelige og jævne vine.

Der er kun tilladt 4 forskellige druetyper i de 8 appellationer i det nordlige Rhône. Det er de hvide Marsanne, Roussane og Viognier og den røde Syrah.

Klassifikation

Ud over de 8 appellationer findes der ingen yderligere officiel klassifikation eller "cru-system" i det nordlige Rhône. Dog er der flere af producenterne der navngiver vinene efter de vinmarker, de er dyrket på. Det gælder f.eks. Guigal’s enkeltmarksvine i Côte-Rôtie; La Mouline, La Landonne og La Turque Og Vidal-Fleurys ”Cartilonne”

Côte Rôtie

Côte Rôtie er det nordligst beliggende område i det nordlige Rhône. Det oprindelige vinområde ligger på meget stejle skrænter ned mod Rhône-floden. Solen bager ofte ubarmhjertigt og Côte Rôtie betyder da også den "ristede skrænt" og der er altså noget om snakken.

Der har været dyrket vin her i mange år. Nogle mener, at grækerne introducerede vin i området ca. 600 år før vores tidsregning. Andre mener, at det var romerne i det første århundrede – måske mere sandsynligt, da byen Vienne ikke så langt derfra var en romersk hovedby.

Côte Rôtie har haft sine op- og nedture som så mange andre vinområder. Men siden 1970’erne har det været én lang optur for Côte Rôtie, drevet af især et firma E. Guigal. Guigals satsning på kvalitet i området, har fået andre producenter til at blomstre op og i dag er langt de fleste vine af superkvalitet. Successen har dog også betydet, at nye vinmarker er blevet anlagt og disse ligger ikke alle på skråningerne men på mere fladt land, hvilket ikke giver så koncentrerede vine.

Côte Rôtie er blandt de bedste vine i hele Rhône-området. Der produceres ca. 100.000 kasser vin om året – mindre end mange slotte i Bordeaux-området. Vinen er udelukkende rød og fremstilles først og fremmest på Syrah men der må tilsættes op til 20% af den hvide drue Viognier. De fleste kvalitetsproducenter anvender dog typisk aldrig mere end 5%.

Vinene er meget intense og kraftige og med en bred duftvifte. De bedste kan sagtens holde i 10-30 år alt efter årgang.

Det sydlige Rhône

Det sydlige Rhône starter i nord ved Montelimar og breder sig på begge sider af floden ned til Avignon. Selve det vindyrkede område er betydeligt større end det nordlige Rhône og klimaet er varmere - man kan næsten mærke det, når man passerer højderyggen ved Montelimar.

Den største del af vinproduktionen klassificeres som "almindelig" Appellation Côtes du Rhône Contrôllée. Denne type vin er sikkert kendt af mange danskere og måske ikke for noget godt. Men det er lidt synd for det er her, man virkelig kan finde nogle fremragende vine til prisen. Som en tommerfingerregel kan man gå ud fra at jo dyrere en almindelig Côtes du Rhône er, desto bedre er den også i kvalitet. Sådan er det desværre ikke med alle vine!

En lidt bedre klassifikation er Appellation Côtes de Rhône Villages Contrôllée. Denne klassifikation dækker over 95 kommuner i området, men det er kun de 16 bedste, der må sætte navnet fra kommunen/byen på etiketten. De 16 byer er: BEAUMES DE VENISE, CAIRANNE, CHUSCLAN, LAUDUN, RASTEAU, ROAIX, ROCHEGUDE, ROUSSET, SABLET, SAINT-MAURICE, SAINT-GERVAIS, SAINT-PANTALEON, SEGURET, VALREAS, VINSOBRES og VISAN. Vinen herfra er meget svingende, men kig efter vine fra Cairanne, Rasteau, Sablet og Seguret, der er de bedste områder.

Den højeste klassifikation med eget AOC navn (Crus som man også kalder dem) er givet til 5 byer. Det drejer sig om Chateauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras, Lirac og Tavel. Det er her de bedste vine produceres i det sydlige Rhône. Det er de røde vine der dominerer bortset fra i Tavel, som udelukkende producerer rosévine.

Druesorter og stilarter

Den mest dyrkede drue i det sydlige Rhône er Grenache. Det er en drue, der er god til det varme klima og den yder samtidig særdeles godt. Den dyrkes også meget i Spanien i det samme klima men under navnet Garnacha. Ud over Grenache dyrkes der især Syrah, Cinsault og Mourvèdre og de hvide druer Marsanne, Roussanne og Viognier. Der dyrkes en række andre druer også, men i mindre målestok. Bl.a. må en Chateauneuf-du-Pape vin indeholde 13 forskellige druesorter, hvilket der faktisk er enkelte producenter, der benytter sig af. Herunder er en omtale af de mest almindelige "røde2 Druer

GRENACHE (rød)
Grenache er meget modstandsdygtig over for tørke og varme og giver en frugtagtig, krydret og halvfyldig vin med en behagelig garvesyre. Det er den anden mest plantede drue i verden og anvendes især i det sydlige Rhône i Frankrig og i Spanien. Den bliver brugt som én af druerne i Châteauneuf-du-Pape og alene i rosé-vine fra Tavel og Lirac. I Spanien, hvor man kalder druen for Garnacha, anvendes den især i Rioja og i det mindre kendte, men absolut kvalitetsbevidste, område, Priorato. I Rioja blandes Garnacha især med Tempranillo, mens den i Priorato står alene og giver nogle meget kraftige, alkoholrige og holdbare kvalitetsvine.

SYRAH eller SHIRAZ (rød)
Nævner man nogle af vinens verdens største vine som Hermitage og Côte-Rôtie i Frankrig og Penfolds Grange i Australien, så er fællesnævneren Syrah eller Shiraz, som den kaldes i bl.a. Australien. Den giver nogle majestætiske vine, der er meget holdbare. Syrah giver nogle rige, komplekse og karakteristiske vine med kendetegn som peber, krydderi, sort kirsebær, solbær  tjære og læder. I det sydlige Rhône anvendes den bl.a. i Châteauneuf-du-Pape. I Australien brugte man i mange år Shiraz til almindelige hverdagsvine, men i de senere år er der dukket flere og flere kvalitetsvine op med Shiraz-druen - især fra gamle vinstokke i Barossa Valley. I USA har man også fået øjnene op for Syrah og dyrker den seriøst flere steder.

Cinsault - blå drue som giver rød- og rosévine med elegant  frugt og blødhed, lavt syre indhold og blød tannin.

Mourvèdre - blå drue som giver vin med meget farve, tannin og krydderitoner der udvikler sig gunstsigt og kan give vinen finesse ved lagring. Giver holdbare vine, .

Vine fra det sydlige Rhône er generelt kraftige, lidt tunge, men også frugtrige vine. Kvaliteten er generelt set ganske god og den har som så mange andre steder været stigende de sidste år. Flere internationale vineksperter er enige om, at man i det sydlige Rhône kan finde det bedste kvalitets/prisforhold i Frankrig i dag. Det betyder ikke, at det bedste ikke er dyrt - blot at det ikke ligger på Bordeaux eller Bourgogne niveau endnu!

 Chateauneuf-du-Pape

Chateauneuf-du-Pape er det vigtigste og det mest kendte vinområde i det sydlige Rhône. Det ligger omkring byen af samme navn mellem Orange og Avignon. Navnet på byen og distriktet stammer tilbage fra det 14. århundrede, hvor en franskmand (Clement V) blev valgt som pave. Som alle franskmænd ville have gjort, flyttede han pavesædet fra Rom til Frankrig, nærmere betegnet Avignon. Hans efterfølger på posten, Johannes XXII, følte sig ikke godt tilpas i Avignon om sommeren og byggede derfor et slot uden for byen, Chateauneuf-du-Pape ("Pavens nye slot"). Slottet overlevede århundredes krige, men blev sprængt af tyskerne i 1944, så der nu kun er en ruin tilbage.

Under pavernes herredømme var vinproduktionen allerede en helt naturlig ting for området og siden er der dyrket fremragende vin her, ikke mindst på grund af, at området var et af de første, der udarbejdede regler for druetyper, høstudbytte og alkoholprocent – faktorer, der senere fik indflydelse på hele det franske AOC-system.

Det er Grenache-druen, der er dominerende i Chateauneuf-du-Pape. Den udgør ca. 80% af det samlede areal på 3.200 ha. Men der er i alt tilladt 13 forskellige druesorter i områder. Det drejer sig om de røde Mourvèdre, Syrah, Cinsault, Vaccarèse, Counoise, Muscardin, Terret Noir og Picpoul Noir. De hvide som kun udgør ca. 5% af arealet udgøres af Grenache Blanc, Clairette, Bourboulenc, Roussanne, Picpoul og Picardin.

Der er ca. 300 vinproducenter i området og langt de fleste tapper og sælger vinen selv. Vinene kan være meget forskellige – ikke mindst på grund af de mange forskellige druetyper. Som eksempel fremstilles en af de bedste vine, Beaucastel, med et meget højt Mourvedre og lavt Grenache indhold, mens en anden fremragende vin, Rayas, fremstilles på næsten 100% Grenache. Typen af vin der fremstilles kan inddeles i to grupper, den traditionsbundne og den moderne. De traditionelle har ikke travlt med at få vinen i flasken. Den lagrer længe på store træfade (foudres) og der anvendes ikke ny eg. Det giver nogle kraftige, tunge og holdbare vine i de gode årgange.

Den moderne vin fremstilles hurtigere og lagrer i kortere tid på små fade. Vinen er mere frugtrig og lidt lettere tilgængelig. Det er også blandt modernisterne, at der eksperimenteres med enkeltmarksvine og specielle cuvéer.

De røde Chateauneuf-du-Pape vine er dybe i farven og dufter af frugt, læder, anis og krydderi. Smagen er fyldig og som regel med en god og lang eftersmag. Vinene er perfekte til tunge vinterretter, som f.eks. vildt. De kan gemmes 5-10 år eller længere i de gode årgange. Prisen på en god Chateauneuf-du-Pape starter ved ca. 125 kr.

Gigondas

Gigondas kom for alvor på vinkortet, da det fik egen appellation i 1971. Indtil da var Gigondas blot en af mange mindre kommuner i det sydlige Rhône. Den charmerende by ligger ved foden af Dentellerne og mange af de bedste vine kommer fra skråninger bag byen. Der bliver først og fremmest produceret rødvin i Gigondas. 93% er rødvin og 7% er rosé. Der er dog også en mindre del hvidvin, men altså ikke nok til at indgå i statistikken.

Grenache druen er dominerende og udgør mellem 65-80% af de fleste vine. Syrah og Mourvedre er dog blevet hyppigt tilplantet de senere år og udgør en større og større andel. Der er enddog specialcuveer, der udelukkende er fremstillet på f.eks. Syrah.

Gigondas bliver ofte sammenlignet med Chateauneuf-du-Pape. Og der er dog også visse ligheder. Bl.a. er hoveddruerne de samme. Men Gigondas har et køligere mikroklima end Chateauneuf-du-Pape og høster normalt et par uger senere. I år hvor vejret de sidste uger er godt, får man en fantastisk høst – er vejret ikke godt, bliver vinen mindre god. Men kvaliteten af druerne er generelt set rigtig god i Gigondas hver år.

Desværre er produktionsmetoderne meget forskellige i området. Der er stadig mange, der slet ikke er fulgt med tiden og laver vinen i mugne kældere med forældet udstyr. Det giver "sløve" og uinteressante vine. Men der er til gengæld også mange, der fremstiller fremragende vine – både på traditionel vis med lagring i store foudre og på moderne vis, hvor vinen lagre i små egefade.

En Gigondas vin er kraftfuld, robust og med en "grov" stil. Den varierer mindre i stil end en Chateauneuf-du-Pape. De fleste vine udvikler sig i 5-7 år og kan i gode år lagre i 15 år. De passer godt til det danske efterårskøkken med lidt kraftfulde kødretter. Pris/kvalitetsmæssig får man meget for pengene. En god Gigondas fås til under 100 kr. flasken, mens specialcuveerne er lidt dyrere.

friskhed. De passer fint til en aperitif eller grillet fisk. Bør drikkes unge.

Vacqueyras

Vacqueyras er den kommune, der senest har fået egen appellation i det sydlige Rhône. Det skete i 1990 og efterlod mange af de andre gode Côtes du Rhône Villages kommuner som Cairanne eller Rasteau undrende tilbage. De kunne sikkert også godt have fortjent æren.

Over 50% af produktionen fra Vacqueyras kommer fra kooperativet, der hævder at de har 130 af 160 vinbønder som medlemmer. De sidste 30 dyrker og fremstiller deres egne vine. Vacqeyras er kun et par kilometer fra Gigondas og vinene minder da også om hinanden, selvom Vacqueyras-vinene generelt er mere robuste og "rå".

Grenache-druen er dominerende, men der plantes mere og mere Syrah og Mourvedre – det sker på bekostning af de "gamle" druer Cinsault og Carignan, der er ved at forsvinde. Stort set al vin er rød, men der fremstilles dog også lidt rosé og hvidvin.

I Vacqueyras produceres der god vin, men ingen af vinene er endnu kommet på niveau med det bedste fra naboerne Gigondas eller Chateauneuf-du-Pape. Det er priserne så heller ikke. Og man kan få en god flaske Vacqeuyras til omkring 65-85 kr., hvilket som regel er et godt køb.

Syv pålidelige råd

Kan du lide vin, men ønsker ikke at gøre en hobby til en videnskab, så følge disse gode råd, når du skal købe vin:

1. Vin skal smages. Det er risikofyldt, hvis man kun køber en vin på grund af etiketten, bagsidebeskrivelsen, som er lavet af importøren med salg for øje, eller på grund af en anbefaling. Det kan også være ærgeligt og dyrt at følge "jo dyrere jo bedre", hvis det viser sig at vinen ikke falder i ens smag.
2. Man skal have mod til en smagsdom. En vins kvalitet kan ikke måles objektivt men kun på dens egenskaber. Selv de bedste (og dyreste) vine kan af nogle bedømmes som "dårlige" eller "smage mærkeligt". Så kassér en vin, selvom den er dyr, hvis du ikke kan lide den.
3. Der findes ikke standard vin. Selv vine fra samme område, fremstillet på de samme druer og på samme måde, kan smage forskelligt. På samme måde kan man finde ukendte vine med en fremragende kvalitet og kendte vine med en dårlig kvalitet.
4. Køb vinen hos en kompetent vinhandler, som du har tillid til. Det kan sagtens være i supermarkedet, men prøv også engang imellem at gå ind til en "rigtig" vinhandler, der kender sine vine og kan give god vejledning.
5. Pas på ikke at købe for meget vin af en slags. Selvom du finder et område eller en bestemt vin du godt kan lide, så pas på ikke at købe for meget af det, for som begynder kan ens smag hurtigt ændre sig, ligesom vinen også kan skifte karakter. I øvrigt ved man jo heller ikke om der måske skulle være en anden vin man bedre kan lide!
6. Lad være med på forhånd at kassere vine fra såkaldte "små årgange". Der findes mange rigtig gode vine til en fornuftig pris i disse årgange. Og så har de typisk den fordel at de kan drikkes yngre end vine fra de kvalitativt bedre årgange.
7. Køb den vin, der smager bedst; hvid eller rød, tung eller let, tør eller sødlig. Der findes fantastiske vine, der har disse forskellige egenskaber og ingen er på forhånd finere eller dårligere end de andre. Og inden for alle kategorier kan man finde fremragende (og dyre) eksemplarer.

Vinproduktion

Vinproduktion starter naturligt nok i marken med at plante vinstokke. Mange steder i verden kan man i princippet plante sin egen vin i haven og så gå i gang, mens andre steder (f.eks. i EU) er der streng kontrol med tilplantning af vinmarker. Men skal vinen være god skal den have en anden placering end rosenbedet i haven! Den skal have et klima, der egner sig til vindyrkning. Et klima, der modner druerne igennem en lang og varm (men ikke for varm) sommer med kølige sommernætter, så druerne bevarer deres syre. De skal helst plantes, så de vender rigtigt mod solen – får lidt sol giver umodne druer og for meget sol kan give overmodne druer. For at tilpasse mængden af sol kan man varierer bladhænget på vinstokkene og binde planterne op på forskellig måde.

Jorden skal være ordentlig drænet og det gør normalt ikke noget at vinstokken skal "kæmpe" for at få vand og næring. I EU er det forbudt at kunstvande, mens det mange steder i den "nye" vinverden er tilladt (f.eks. Chile og Argentina). Hvis man kunstvander, må man ikke give for meget – det udtynder vinene.

Udbyttet fra vinstokkene har en meget stor indflydelse på vinens kvalitet. Vil man have intense og koncentrerede vine, skal man holde udbyttet nede. Det kan gøres ved at beskære vinstokkene kraftigt og ved "grøn høst", hvor man tidligt på sæsonen fjerner hele drueklaser for at give de tilbageblevne mere saft og kraft. Øger man udbyttet ved f.eks. at bruge for meget gødning, så får man kedelige og udtyndede vine. Selvom moderne teknikker har gjort det muligt at øge udbyttet overalt i verden, så er der grænser. Og vil man have store, koncentrerede vine, så må man betale hvad det koster og holde udbyttet på et lavt niveau.

Vinproduktion kan opdeles i består af 4 hovedprocesser: Forberedelse, gæring, modning og aftapning. Indholdet i disse processer afhænger af druesorten og af hvilken vin, man vil have. Det er vigtigt at huske, at uanset hvilken vin man vil lave er saften i druerne uden farve, og det gælder også selv om drueskallen har den mørkeste blå farve farve eller den lyseste og blegeste grønne nuance. Rødvinens farve kommer fra drueskallerne, ikke fra saften. Rødvinenes garvesyre kommer også fra skaller samt kerner og en gang imellem også fra stilkene. Det betyder, at man kan lave hvidvin på blå druer, hvis man ikke blander de blå druers skaller sammen med saften.

Vinproduktion er i høj grad et naturfænomen. Hvis man bare lader druerne være, vil de helt automatisk selv lave vin. Saften i druerne er fuld af sukker og når skallen sprækker, så går gærcellerne, der sidder på skallen i gang med gæringsprocessen. Det er dog ikke altid, at de "naturlige" gærceller på skallen er effektive nok og så kan vinmageren bruge andre naturligt fremkommet gærceller, f.eks. dem, der naturligt er til stede i den fugtige vinkælder.

Selve gæringsprocessen omdanner sukkeret til alkohol og danner på den måde vinen.

PRODUKTION AF HVIDVIN
Sædvanligvis presses druerne lige så snart de ankommer til vineriet, og skallerne fjernes. Andre gange knuses skallerne og ligger så og udblødes i en dags tid eller to, så saften får mere aroma og smag. Men hvidvinsmost gærer ikke på skaller og stilke. Hvidvins gæringstemperatur er meget lavere - mellem 16 og 18 grader - sammenlignet med de fleste rødvines gæringstemperatur på 25-28 grader. Det er, fordi man ikke skal bruge farve og garvesyre, men derimod friskhed og aroma, hvilket man bedst opnår ved lavere temperaturer. Den vigtigste enkeltbegivenhed i moderne vinproduktion har været indførelsen af effektive metoder til kontrol af gæringstemperaturer - og virkningen har været endnu mere dramatisk inden for hvidvin end for rødvin.

Et stigende antal fine hvidvine gæres på de små barrique-fade. Man vil gerne give vinene den samme lidt brændte vanillesmag, som de får, når de lagrer på barrique, og smagen bliver mere integreret, og går op i en højere enhed med frugten og bliver finere.

De fineste, søde vine laves på druer, der er så søde, at der stadig er sukker tilbage i vinen, når gæringen stopper. Andre tilsætter sød, ugæret most til den færdige vin (sker bl.a. med nogle vine i Tyskland), og man kan også standse gæringen, før al sukkeret er blevet omdannet til alkohol.

Nogle hvidvine gennemgår den malolaktiske gæring, men ønsket om frugtsyre medfører ofte, at vinmageren fjerner gærbakterierne gennem filtrering eller lammer dem med svovldioxid. så man undgår denne gæring.

Produktion af rødvin

Når druerne ankommer til vineriet, bliver de nogle steder sorteret og evt. også afstilket. Det afhænger af, om vinmageren vil have den ekstra garvesyre med, der kommer fra stilkene. Den  traditionelle metode til produktion af rødvin foregår på følgende måde: De mere eller mindre knuste druer pumpes over i kar, som kan være fremstillet af glasfiber, cement, rustfrit stål eller træ. Vinmageren kan vælge at holde sig til den gær, der er naturligt til stede i vinkælderen, så gæringen kan starte, eller han kan vælge at slå den ihjel med en dosis svovldioxid i mosten og i stedet tilsætte kulturgær. Uanset fremgangsmetode, så er gæringen i gang. Normalt gærer rødvin ved en højere temperatur end hvidvin, og den kan ligge og macerere på skallerne i nogle ekstra dage, efter at gæringen er overstået. Det afhænger altsammen, om vinmageren ønsker en vin med kraftig farve og garvesyre eller en lettere vin. Han kan tage vinen fra drueskalleme, når han synes, at farven og garvesyren er passende, og så kan vinen afslutte gæringen uden skallerne.

Det er dog vigtigt, at skallerne hele tiden er i kontakt med vinen. Gæringstrykket har tendens til at skubbe skallerne øverst op i karret, hvor de danner en tyk, grødet masse, der kaldes "hatten". Den skal hele tiden brydes op og skubbes ned i vinen eller også pumper man vinen over "hatten". Hvis man ikke gør det ene eller det andet, så kan der dannes bakterier på "hatten", og vinmageren får ikke glæde af farven og garvesyren.

De udblødte drueskaller presses for sig selv, og denne såkaldte pressevin modner sædvanligvis alene og ikke sammen med den fritløbende vin. Når vinmageren til sidst blander sin vin, kan han tilsætte lidt pressevin. Den er mørkere, mere garvesyreholdig og kraftigere, men kan være meget velegnet i mindre mængder.

Den nye vin føres over i tank eller på nye egetræsfade, hvis vinmageren gerne vil have deres kraftige og med tiden bløde vanillesmag. Længden af den periode, hvor vinen lagrer, og om man ønsker tank eller fad eller en kombination heraf, afhænger delvist af den type vin, man vil lave (om den skal drikkes ung eller gemmes), og delvist af den individuelle vins karaktertræk. Nogle vine er kraftige nok til at blive lagret på nye egetræsfade, andre er ikke. Uanset hvad, så vil den unge vin gennemgå den malolaktiske gæring enten lige efter den alkoholiske gæring, eller også når kælderen bliver varmere om foråret. Denne andengæring skyldes bakterier, der ændrer den skarptsmagende æblesyre i vinen til en blødere smagende mælkesyre, og vinen bliver dermed rundere.

Aftapning på flaske finder sted, når vinmageren beslutter, at vinen har lagret længe nok. Beaujolais Nouveau aftappes blot dage eller uger efter høsten. En let rødvin, der skal drikkes ung, aftappes sandsynligvis få måneder efter høsten. Rødvine, der lagrer på små, nye egetræs barrique (225-liters fade, der bruges i Bordeaux og mange andre steder) aftappes som regel ikke før 1 1/2 år efter og skal så lagre yderligere på flaske, før de kan drikkes.

PRODUKTION AF ROSÉVIN
Inden for EU skal man lave rosé, som om man vil lave en rødvin og så fjerne mosten fra drueskallerne, når den lige netop har fået den rette lyserøde farve. Det er kun i Champagne, at man må blande rød- og hvidvin sammen. Uden for EU gælder denne regel ikke – her må man blande rød- og hvidvin til rosévin.

Alsace

Alsace er af mange årsager et rigtigt interessant område. For det første producerer man her nogle rigtig gode vine, der stadig kan fås til en rimelig penge. Og for det andet er Alsace et af de vinområder, der ligger tættest på Danmark. Af de franske områder er det det tætteste på Danmark - ca. 850 km fra den dansk-tyske grænse.

Alsace bliver da også hyppigt besøgt af mange danskere – enten som decideret feriemål eller som overnatningssted på vej mod sydligere feriemål.

Alsace er på mange måder et anderledes fransk vindistrikt. Mange (også franskmænd) vil endda hævde, at det ikke er rigtigt fransk. Placeringen tæt på Rhinen og med bjergkæderne Vogeserne på den franske side og Schwartzwald på den tyske side har historisk betydet, at Alsace har levet en omtumlet tilværelse mellem fransk og tysk tilhørsforhold. Det tyske islæt har dog betydet at langt de fleste indbyggere i Alsace taler et udmærket tysk og derfor er langt nemmere at kommunikere med for os danskere end mange andre franskmænd.

Druetyper

I modsætning til de øvrige franske appellationer skriver man i Alsace druens navn som overskrift på etiketten og ikke slotsnavn eller domæne. Det er således nemt at se, hvad indholdet i flasken er lavet af. Det er muligvis den tyske indflydelse, der gør sig gældende her, da man også i Tyskland nævner druens navn på etiketten.

Der produceres først og fremmest hvidvin i Alsace. De 4 traditionelle (ædle) druer er Riesling, Gewürtztraminer, Pinot Gris (Tokay) og Muscat. Der ud over produceres der hvidvin på Pinot Blanc, Sylvaner og Auxerrois. Den smule rødvin, der produceres i Alsace, er altsammen lavet på Pinot Noir. Disse 8 druetyper er de eneste godkendte i klassifikationssystemet:

RIESLING, er tør, stilfuld og har en delikat frugtsmag. Dens udsøgte bouquet har nuancer, der undertiden er miniral- og blomsteragtige. Denne særlige, gastronomiske vin er perfekt i selskab med fisk, skaldyr, lys kød.

GEWÜRZTRAMINER, har krop og en stærk duft af frugt, blomster eller krydderier. Den har kraftig smag, og til tider lettere sødlig. Vinen er perfekt som aperitif eller i følgeskab med eksotiske retter, stærke oste og desserter.

TOKAY PINOT GRIS har en karakteristisk overdådighed og smag. Den er kraftig, fed og rund og har en lang eftersmag. Dens sammensatte aromaer af underskov virker undertiden letrøgede. Den passer utrolig godt til foie gras, vildt, lyst kød og grønsagstærter.

MUSCAT D’ALSACE har en enestående blød frugtsmag og adskiller sig på grund af sin tørhed fra de søde Muscatvine fra Sydfrankrig. Den giver én en skøn fornemmelse af at spise friske vindruer og kan med held serveres som aperitif, ved receptioner og til asparges.

SYLVANER er bemærkelsesværdig frisk, let og har en diskret frugtsmag. Vinen er behagelig og læskende og kan med held serveres til skaldyr, fisk og en let frokost.

PINOT BLANC, er blød og velsmagende. Den forener friskhed og smidighed og besidder således alle Alsacevinenes karaktertræk. Den passer til de fleste madretter: skaldyr, buffet campagnard (landbuffet), m.m.

PINOT NOIR er den eneste druesort, som i Alsace bruges til at fremstille rød- og rosévine. Dens smag minder om kirsebær, og vinen kommer bedst til sin ret i selskab med rødt kød, vildt, charcuteri samt gedeost eller den lokale Munsterost.

Klassifikation

Alsace er et AC område (Appellation Controlee) og AC bruges normalt i sammenhæng med de 8 drutyper, der er tlladt i Alsace. Man har desuden en Vin d’Alsace Edelzwicker AC, der anvendes til vine, hvor mere end én druetype indgår.

Alsace Grand Cru AC er en højere klassifikation, der er tildelt 50 områder (vinmarker) i Alsace. Der har været meget diskussion om denne Grand Cru klassifikation, da den i sig selv ikke er en garanti for at vinen er bedre. Man er nødt til også at kende domænet (vinproducenten) for at være sikker på at kvaliteten er bedre. De fleste af Grand Cru markerne ligger i den sydlige del af Alsace.

Vendange Tardive og Selection de Grains Nobles er begge søde vine fra sent høstede druer. Selection de Grains Nobles er den fineste af de to og her skal druerne have været angrebet af botrytis eller ædel råddenskab for at kunne blive klassificeret (ligesom i Sauternes).

Cremant d’Alsace er klassifikationen for de mousserende vine – typisk lavet på Pinot Blanc, men også på Pinot Gris, Pinot Noir eller Riesling. Er cremant’en rosé er den fremstillet på Pinot Noir.